MTB-O ranglisten starter ved årets påskeløb!

For første gang nogensinde bliver der mulighed for at kombinere påskeløbene med MTB-O, idet årets arrangører har fået tilladelse til at lave 2 mountainbike-løb sideløbende med påskeløbene.

MTBO-O
Det første bliver torsdag i Fovslet efter at fod-o-løberne har løbet 1. etape, og det andet løb køres dagen efter i Stenderup Nørreskov, samtidig med at påskeløberne løber 2. etape, en mellemdistance i Stenderup Midtskov.

Stævneplads og øvrige faciliteter bliver således fælles. Til forskel fra påskeløbene køres der ikke med jagtstart, men MTB-O afvikles som 2 selvstændige løb, hvor der kåres en samlet vinder efter de 2 afdelinger. Begge områder har tidligere været anvendt til MTB-O, disse kort opdateres naturligvis, mens der tegnes nyt MTB-O-kort til fortræning i Marielund/Bramdrup Skov om onsdagen.

Ved ønske om tidlig start i Påskeløbene og sen start i MTB-O kan deltagelse i begge stævner gøres mulig.

Indbydelsen er nu på hjemmesiden og tilmelding er åben i O-service.